De hidtidige tests af kinesiske biler har vist, at bilerne bestemt ikke er Kinas styrke på handelsmarkedet.
Helt katastrofal var offroaderen Jiangling Landwind, men så dårligt står det dog ikke til med den nye MPV fra samme fabrik, Landwind CV9, selv om den højst kunne svinge sig op på en to-stjernet karakter i denne nye Euro NCAP test.
Måske kan fabrikken nå at gøre noget ved sikkerheden, idet CV9 endnu ikke er tilgængelig i Europa. Ordrer modtages dog, og bilen ventes snart hertil. Med mindre at kineserne – og eventuelle købere - endnu en gang taber modet over en dårlig crashtest.
Tre døre sprang op under frontaltesten. Det må ikke ske, og Landwind oplyser, at de har til hensigt at forbedre fjedrene i dørlåsene for at fjerne problemet inden bilen kommer til Europa.
Tallene taler selvfølgelig et sprog, der er til at forstå, men ser man på testvideoen, ser man en moderne MPV, der øjensynlig opfører sig rimelig normalt under påvirkningerne fra 64 km/t kollisionen mod barrieren.
Euro NCAPs inspektion af bilen efter testen afslørede dog, at konstruktionen omkring kabinen havde været påvirket til det yderste af dens formåen. Ved en højere hastighed ville man på videoen formentlig have kunnet se et helt andet forløb.
Instrumentpanelet udgjorde en risiko for fører og forsædepassager, og bilens styretøj blev skubbet ind i kabinen, hvor fodrummet blev stærkt beskadiget og metallet revet i stykker med risiko for alvorlige fod- og benskader.
Landwind CV9 har ingen sideairbag med hovedbeskyttelse endsige en gardinairbag, så pæletesten blev ikke foretaget. Sidetesten viste et ekstremt dårligt resultat – det dårligste siden Citroën Xantia model 1996.
I barnetesten oversteg påvirkningerne på 3-års dukken det tilladte. Passagerairbaggen kan ikke deaktiveres, og advarslerne mod at placere et barn bagudvendt i forsædet, var for uklare.
Fodgængertesten viste, at man som fodgænger skal holde sig langt borte, hvis der er en Landwind CV9 i syne. Og ESC er end ikke ikke en udstyrsmulighed.
Piskesmældtesten kunne ikke foretages, idet bilens sæder var braset sammen under de forudgående kollisionstests.
Konklusion: Da vi så videoen var vi ved at få ondt af Landwinds kun to-stjernede karakter. Men efter at have læst testrapporten må vi konkludere, at den har fået som fortjent.